Havheks.dk

Havheks.dk

Jamen, jeg står da også lige og mangler en datingprofil!

havhekselivPosted by Havheks Tue, October 09, 2018 19:28:19
Min erfaring med datingapps begrænser sig (indtil for ganske nyligt) til at have hørt om dem fra andre. Kender endda nogle, som har mødt hinanden og fået et fælles liv til at fungere.

Førstehåndskendskabet til den datingapp kom den dag, hvor jeg fandt ud af, at Version 2 havde (gen)oprettet sig på sådan en, søgt og fundet tilfældige bekendtskaber at udveksle detaljerede beskrivelser med. De unge kalder det vist sexting - og det skete, mens jeg lå i soveværelset.

Så hvad er måske mere nærliggende end selv at oprette en profil på den app. Bare lige for at lure, hvad det går ud på? Og blive oprigtigt chokeret på den gode, bekræftende måde, da der på kort tid var 268 likes til min profil - vel at mærke den helt 100% ægte udgave af havheksen med opdaterede og vellignende billeder, jojo.

Overvældet af opmærksomheden og det sært tillokkende i at sidde og swipe løs mellem alle mulige tilbud, svarede jeg endda på nogle af henvendelserne fra de fyre, som gerne ville chatte med hende havheksen, der "så sød og fræk ud" - en enkelt ville endda vide, om jeg kunne lide at kramme nøgen... "kunne det ikke være frækt, at en af os stod der nøgen og åbnede døren for den anden - klar til et kram..?".. øh... en andenville gerne tage turen tværs gennem landet for en kop kaffe (nu viser det sig på datingapps, at der er kaffe og "kaffe". Jeg var ikke skarp nok på daværende tidspunkt til at få opklaret, hvilken slags, der var tale om).. øh..

Samstemmende ville de også gerne vide, hvad jeg søgte efter?
Jamen prøv at høre her; hvad skulle jeg dog skrive til det? "Jeg sidder her, fordi min lorteeks bedrog mig med den her app og sådan en som mig er nødt til at efterforske den yderligere, og så væltede det pludselig ind med opmærksomhed og det kan jeg egentlig godt lide", virkede ikke umiddelbart som et godt svar.

Mit popularitetsbarometer var helt ovre på max grøn, og hvem kan ikke lide at befinde sig i det felt? Jeg solede mig i opmærksomheden og indrømmer blankt at alt det der med bedragende eks og fastforrentet eller flexlån på de nye hus og bo på teenageværelse fortonede sig. Og det var sgu et dejligt fristed - hvor jeg var populærheksen (og HAH! Version 2; se hvor mange andre, meget bedre fyre end dig, jeg kan rende ind i (barnligheks, jo indrømmet)). Samtidig hjalp det mig på sin helt egen bizarre måde til at slippe Version 2 helt.

Nå, men det viser sig, at man på sådan en datingapp kommer på en hurtig, stejl læringsbane. Efter præsentationsrunden (Ih, du ser sød og fræk ud, hvad søger du?) sker der typisk en af to ting, er min erfaring: enten hører man ikke mere fra manden (swipe, block) eller også sender han "udstyrsbilleder" og beder om ens telefonnummer (gys, swipe, block). Ikke umiddelbart hvad man som rationelt tænkende menneske skulle være tiltrukket af - og allerede der burde jeg have aktiveret de sidste 100 point af IQ-reserven og have slettet profil og app. Men det gjorde jeg ikke.

For der var fire, der skilte sig ud og gjorde mig tilstrækkeligt nysgerrig til at blive hængende: journalisten, piloten, chefen og konsulenten. På hver sin måde talte de lige ind i mig.

De fortjener hver for sig mere end et par linjer og har på hver deres måde været med til at give mig et kæmpeskub videre i min søgen efter, hvad hulan jeg leder efter, om jeg overhovedet leder.. og vigtigst af alt: hvem fanden jeg egentlig er nu?

Lige her og nu ved jeg, at jeg ikke er en datingapp-dronning. Det duer jeg slet ikke til. Profil og app er slettet, jeg prøver at skjule mig lidt mellem hylderne i den lokale Rema1000 og besøger ganske enkelt ikke en bestemt virksomhed ... for en stund i hvert fald smiley.