Havheks.dk

Havheks.dk

Manden i huset og muren

havhekselivPosted by Havheks Mon, January 14, 2019 21:06:05
Jul og nytår overstået. Nå, men fik i hvert fald efter jul givet datter den store julegave, som hun har bearbejdet sine forældre for at få i et godt stykke tid. Så hermed et billede af manden i det lille, grå hus:



Med et ego på størrelse med Lolland-Falster hopper han rundt som frihopskanin inde i huset. Og shame on you alle tvivlere: Ikke een eneste gang har han skidt på gulvet - han bruger skam kattebakke (det er jeg sgu helt reelt virkeligt imponeret over, at sådan en bette skid kan finde ud af)!

Datter tager ansvaret, så godt man nu kan, når man kun er 6 år gammel - men hun sørger for ham og han søger hende, så jeg forudser et forhåbentligt langt venskab mellem de to. I går smækkede de sig inde på hendes værelse (jaer, mor havde været en dum idiot igenigen hah!).

Juleferien gik med at have barn i tre dage - og så have fætter på besøg i fem. Han kom dumpende og lang historie kort, så er han ikke på toppen helt personligt. Så undervejs i Star Warsfilm, minder om barndom og "du står sgu stramt, kusine"-komplimenter (LOL) fik vi os også nogle tunge snakke om at være i fyrrerne og ikke føle, at der er særligt meget at vise frem med stolthed. Jeg har meddelt ham, at han ikke skal sande til i tunge tanker, men komme her og bo i kælderen igen, med det vuns de dukker op og frister ham til at gøre noget dumt ved sig selv. Ikke fordi jeg har ondt af ham, men fordi jeg holder rigtig meget af ham. Og fordi jeg selv har stået der i totalt mørke og ved, hvor meget den fremstrakte hånd betyder på det tidspunkt, hvor alt andet er sort.

Helt personligt, så er jeg bange for, at den der regning, som mine kollegaer nævnte, da jeg var i sort og driftede mig igennem, nu snart har forfald.

Jeg føler, at jeg står gemt inde bag mine solide mure. De mure, der projicerer mig for omverdenen som hende med styr på livet, der hviler i sig selv, går til fitness to gange om ugen (jooooojo - stephold, jeg er stolt af den del), griner og har kække bemærkninger til det meste. Konsulenten, der løser (alt for) mange opgaver og får dem alle til at lande trods vanskelige vilkår og en urimelig chef, der taler nedladende til hende. Det er hun da for cool til at lade sig gå på af. Og det virker langt hen ad vejen både overfor andre og mig selv - det projicerede selvbillede er lige i skabet...

... men så er der ham, der ser lige igennem de mure der. Lirker helt direkte i det krakelerede fundament og ikke lader sig spise af med bullshit, fordi hans havhekseradar kan se, når jeg prøver at undvige og udfordrer mig på det. Hver gang. Han fik lirket til muren i slutningen af sidste uge. Uden at jeg helt opdagede, hvor meget. Og her står jeg så med en mur med hul i.

Rædselsslagen for, at muren vælter og nogen kommer til at se, hvor sønderskudt jeg er. Hvor sårbar og tom jeg er. At der ingen sommerfugle bor hos mig mere. At de aldrig kommer tilbage og at ingen nogensinde igen kommer hele vejen ind til mig. For så kan de krølle mig sammen.

Selv når jeg er helt alene er det svært for mig at give slip og lade tårerne løbe, selvom de presser sig på. Jeg er så bange for, at hvis jeg slipper, så stopper jeg aldrig med at græde igen. For jeg er gået i stykker - og jeg tror ikke, at jeg kan repareres.