Havheks.dk

Havheks.dk

Karamellen med den forkerte smag!

havhekselivPosted by Havheks Sat, October 20, 2018 19:07:06
Lige kommet hjem fra fem dage i Holland med familien. En helt ordinær badelandstur med intet andet på programmet end at bruge tid i badeland.

Jeg kom hjem til mit tomme hus - nu med en Boxit-container parkeret i forhaven, som den kommende ejer har fået lov at stille op. Men der stod den så. Som en reminder om mit usikre setup og på, at jeg står mit i en forandringstid. I overmorgen er der overtagelse på mit nye hus. På den ene side glæder jeg mig helt vildt til at overtage det. På den anden side, så er jeg rystende bange for, hvad fremtiden bringer. På den ene side har jeg en plan for, hvordan jeg skal flytte ind, på den anden side kan jeg slet ikke overskue det. Om noget er jeg blevet bevidst om, hvor meget jeg mangler min far. Tænker så mange gange, at jeg bare godt gad at have ham til at kunne hjælpe med alle de der praktiske ting, der drøner rundt i knolden af mig (øv... nu er det svært at se bogstaverne, fordi jeg sidder her og vander høns).

Min frygt driver mig i nogle henseender og det er jeg ikke ret stolt over at skulle indrømme. Men det er et faktum. Jeg har indset det i nat, da jeg vågnede klokken 3 og var helt og aldeles vågen. Jeg var, indtil jeg kiggede på klokken, helt overbevist om, at det var morgen og dagen var klar til at gå i gang. Med den eneste plan at jeg skulle have bilen i vaskehal. Og med et svagt håb om måske at skulle bruge tiden med ham der fra den slettede datingapp, men som nåede at komme over på Messenger inden datingapp-sletningen (som jeg ikke fortryder). Har mødtes med ham en gang, og selvom der er store forskelle i livsstil, så er jeg fortsat nysgerrig på ham. Han er så gået fra at være "blown away" til at det "knager i knolden og jeg er kommet i tvivl". Kan jeg med hånden på hjertet sige, at han er all that? Nix. Det kan jeg ikke. Men hvorfor lukker jeg ham så ikke bare ned i stedet for at lade ham tage beslutningen ("her er hvad jeg har overvejet, nu ved du, hvor du har mig, så kan du sige til")? Sikkert af samme grund, som jeg ikke gjorde det med Version 2 eller med Byggemarkedschefen (ja, han er et helt andet kapitel)... der er noget galt i knolden på mig. Det handler jo nok om helt grundlæggende mangel på selvværd. Det skal jeg altså have arbejdet seriøst med. Hvis blot jeg vidste, hvordan.

Måske er jeg bare så bange for at ende alene resten af mit liv med endeløse weekendaftener og dage, som jeg ikke ved, hvad jeg skal få til at gå med, at jeg er villig til at prøve (næsten) alt? Måske er jeg i fuld gang med at flygte godt og grundigt fra mig selv? Ved jo rationelt godt, at jeg skal have bygget et liv op selv - det kan ingen andre gøre for mig. Men hvordan hulan gør man det?

Det mest synlige bevis på, at jeg er i en eller anden eksistentiel krise er nok, at jeg har tabt mig voldsomt. Er gået fra kampvægt på 77 kg ned til 69. På to måneder. Har sådan set ikke rigtig noget tøj tilbage, som ikke hænger på mig. Og når selv skolechefen, som ellers er en yderst reserveret herre, spørger bekymret ind til, om jeg ikke har tabt mig meget og "det er rigtig fint og ser godt ud - hvis det er med vilje", så er det meget synligt. Og ja; man er jo nok lidt syg roen, når man, som mig, soler sig i vægttabet og gerne vil bevare det - som om det gør mig mere eller mindre værd. Det er jo bare karamelpapir. Indeni er jeg den samme smag, som nu er blevet forkastet direkte tre gange og tænker, at fjerde gang er på vej. Hvor gad jeg bare virkeligt godt være sådan en, som er sikker på, at jeg er noget værd. Men det tror jeg egentlig ikke, at jeg er.

Ikke flere ord for nu. Vil sgu bare sætte mig i sofaen og vente på den forventede afvisning og tude lidt. Ikke over afvisningen, men over at føle mig så lidt værd, som jeg gør - og ikke vide, hvad jeg skal stille op med det.



Endeligt farvel til Version 2

havhekselivPosted by Havheks Fri, October 12, 2018 18:48:49
Sidste weekend fik jeg alle mine ting samlet sammen og bragt "hjem" til mit midlertidige hus.

På forhånd var jeg lidt spændt på, hvad min reaktion på at træde ind i huset igen ville være. Hånden på hjertet: det eneste, jeg følte, da jeg plumpede nøglen i postkassen uden så meget som en seddel, var lettelse. Version 2s søn tog lige en rundtur i kvarteret, da vi var i gang med at pakke, måske for at se, om vi var færdige. Det fik mig til at føle mig forpligtet til at skrive "Vi er færdige" til Version 2, da vi trillede væk fra huset. Han svarede med "håber det er gået godt, smiley, smiley, smiley". Uden at det vakte nogen trang i mig til at besvare det. Min brors råd var det bedste: "Nu er du færdig og har dine ting, så er det slet, bloker". Hermed gjort. Men der er nogle ord, der alligevel trænger sig på, så her kommer de:

Til dig, Version 2, skulle du nogensinde falde over dette:

Du er den klammeste løgner, jeg nogensinde har mødt. Tror aldrig, at jeg har betydet noget "ganske særligt" for dig. Du har gennem hele forholdet løjet, snydt og bedraget mig og aldrig fortalt mig hele sandheden. Du er et dumt svin for ikke at have mandsmod nok til at ende forholdet, da du bestemte dig for at genaktivere din profil på Badoo og chatte og ønske dig sex med andre kvinder. Endnu dummere et svin er du for ikke at fortælle mig hele sandheden om det, da jeg afslørede dig og bad om hele sandheden uanset, hvor grim den var.

Du har skadet mig. Du har destrueret mit selvværd og min tillid til mænd generelt. Du har krøllet mig sammen og forsøgt at bøje mig, så jeg kunne passe ind i dine behov, både psykisk, fysisk og seksuelt (det skammer jeg mig allermest over) uden at sætte dig selv i spil. Du har fået mig til at føle mig forkert og du fik mig til at tvivle på, om mine værdier og tanker om livet var rigtige. Du nedgjorde mig, du kaldte mig øgenavne, du ydmygede mig og du brændte mig af igen og igen. Du har bagtalt mit barn, kaldt hende underlig og fortalt dine egne børn, hvor svært det var at nå hende. Og for det hader jeg dig inderligt.

Det bedste, jeg har gjort i vores forhold, var at ende det. Det ved jeg nu. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke ønsker dig noget som helst, hverken godt eller skidt. Jeg er ligeglad med dig og jeg ønsker ikke dit venskab eller at være på talefod med dig. Lev dit liv, så lever jeg mit og ses vi hos købmanden, så lad mig være i fred. Du har ikke adgang til mig mere, hverken tæt på eller perifert. Og det får du aldrig igen.

Krøllet papir

havhekselivPosted by Havheks Sun, October 07, 2018 21:10:17
Nåmen lad os starte ved starten. Vi starter dengang jeg smed alle brikkerne op i luften for kærligheden og flyttede ind til ham, jeg troede var manden i mit liv ver. 2.

Der sad jeg i nyt hus og med ny del af familie, som skulle masseres sammen til en hverdag. For helvede, hvor var det svært at træde ind i en eksisterende ramme og finde en plads der. Det klarede jeg ærligt talt ikke ret godt. Jeg glemte at holde fast i mig selv og de ultimatummer, som jeg egentlig havde stillet, før jeg flyttede ind. I stedet blev det til et langt kompromis, hvor jeg gav mig igen og igen. Først med kamp. Jeg har aldrig før råbt og skreget så højt og det kommer aldrig til at ske igen. Senere i forløbet gav jeg bare op og lod være med at protestere, fordi jeg ikke gad konflikten og fordi jeg var bange for at ødelægge forholdet. Jeg elskede ham jo (?). Jeg blev kaldt urimelig, Maude og en zombie. På en eller anden måde fandt jeg mig i det og bøjede mig og tiggede og bad om godt vejr og forhold. Spurgte tit om han nu også stadig troede på det, selvom det var så svært. Og han sagde ja.

Tog med på ferieophold i forlænget weekend med hele hans familie. Der bemærkede jeg det der med, at telefonen blev smækket sammen hurtigt, hvis jeg kom ind i et rum. Og at iPadden blev gemt væk, hvor den før havde ligget frit fremme.

Nej, selvfølgelig må man ikke tjekke. Er ikke stolt af det. Jeg tager gerne min straf for det. Til gengæld har beskederne, nøgenbillederne og hvad han gerne ville gøre fysisk ved de andre, fordi jeg var sådan en kedelig type, brændt sig permanent ind i mig.

Fuck, det gjorde ondt og krøllede mig sammen. Helt og aldeles.

Og alligevel brugte jeg ca. en måned på at tænke over, om jeg kunne tilgive det. Græd i bilen til og fra arbejde hver dag. Græd om natten. Sov ad helvede til. Talte med søster og svigerinde om det (de var mit Mads & Monopolet). Anstrengte mig helt vildt for at være den gode kæreste, som blev valgt til på bekostning af de andre damer. Var mistænksom ud over alle grænser. Skiftede mellem at være ked af det og rasende. Brugte tid på at finde ud af, hvad jeg skulle stille op.

To dage efter jeg opdagede det, sad jeg i banken. Var der oprindeligt for at få beregnet på, om det var muligt for mig at (med)finansiere det sommerhus, vi havde talt om. "Jeg tror, at jeg har brug for en beregning af, om jeg kan købe et hus til mig selv", sagde jeg i stedet til bankdamen. Og så regnede vi sammen. Gik hjem derfra med en plan, som gav mig lidt ro - der var en mulig exitstrategi. Begyndte at kigge på huse og vidste nok ubevidst, at det var slut. Fandt og så huset, som jeg endte med at købe, mens jeg spillede dobbeltspil og ikke lod ham vide, at jeg kiggede på huse.

Men det endte først for alvor tre måneder senere. Da jeg indså, at jeg for evigt ville være sidsteprioriteten i forholdet og skulle leve med ensomheden i flokken. At han aldrig ville bøje sig ind til mig og at al bøjeriet var mit at gøre.

Så jeg savede ham verbalt over og flyttede. Skrev: "Fuck, jeg tror, at jeg bliver smidt ud. Kan jeg sove på kontoret?" til min eksmand. Han, som er verdens mest ordentlige menneske, sagde ja. Og han har været helt uforligneligt fantastisk i al det her. Har lyttet, ladet mig græde og har støttet mig på alle mulige måder - helt uden at skulle det. Familie, arbejdskolleger og chefer har også været fantastiske. Jeg valgte at være åben om det hele og hjælpen, omsorgen (og beskyttelsen), som de stillede med hver og en, har været helt vild. Det gav mig et kæmpe rygstød at de alle sammen stod der i en cirkel omkring mig.

Men det er altså derfor jeg nu sidder i et halvtomt hus og blogger. Eksmand har fået nyt sted at bo og jeg bor så de næste 3 uger i vores fælles, solgte hus. Indtil jeg flytter ind i det nye.

Sammenkrøllet papir er jeg ikke mere. Kan smile og grine og endda kigge fremad. Har intet ønske om et venskab med Version 2, selvom han har skrevet om gerne at ville være på talefod. Jeg tænker udelukkende... "Nå, ingen svar på Datingapp til dig.. så prøver du mig som tidsfordriv".

Mon et krøllet papir kan rettes helt ud igen? Jeg ved det ikke helt sikkert, men jeg tror det.



En blog?

havhekselivPosted by Havheks Wed, October 03, 2018 16:59:28
Den har været her før. Havheksens blog. Og nu er den sørme tilbage. Knap så anonym, som man måske kunne ønske sig. Men måske er det på tide at sørge for sammenhæng mellem det digitale og det virkelige - det jeg siger her, siger jeg også gerne i virkeligheden.
Hvad har jeg på hjertet? Alt muligt. Mine seneste oplevelser med sammenbragt familie, brud, samlen op og finde ud af nyt liv trænger sig på. Lover at lade være med at tude (for meget).

Velkommen til. smiley

« Previous