Havheks.dk

Havheks.dk

Hvor skal skænken stå?

havhekselivPosted by Havheks Mon, October 29, 2018 20:32:44

Weekenden er gået. Mandag er gået. Der kan sættes store, fede flueben ved begge. Weekenden var hård. Det gik op for mig fredag aften, at der er gået præcist to måneder fra jeg forlod Version 2's hus til jeg nu var klar til at flytte ind i mit eget hus. Det var en vild erkendelse. På to måneder har jeg nået at sælge et hus, få flyttet mine ting ind i et midlertidigt teenageværelse, få købt et andet hus (inkl. rejst penge til udbetaling, fået tjekket tilstanden af huset, optaget lån osv. osv.) og samtidig passet mit arbejde uden at tabe voldsomt mange bolde.

Men hovedet. Det har godtnok haft travlt. Og hånden på hjertet, så har det ikke været med hele vejen og jeg har lavet nogle desperate ting undervejs.

Så der sad jeg en fredag aften og faldt helt fra hinanden. Det her var jo ikke lige det, jeg satte næsen op efter, da jeg drog afsted fra min midlertidige bolig og flyttede ind hos Version 2. Jeg regnede med at skulle bo der og leve lykkeligt til mine dages ende. Sådan gik det ikke - og ærligt talt, så er det vel også ok at græde en mindre syndflod over det. Det var i hvert fald det, der skete den fredag. Så meget, at jeg ikke kunne stoppe eller berolige mig selv. Besluttede mig for at tage ud i det nye hus med elektronikting og fryserindhold - bare for at lave noget. Og i mens vi nu er ærlige, så græd jeg også i bilen på vej til huset. Aktiviteten med at sætte elektronik op virkede beroligende, så jeg kom til hægterne og var klar til store flyttedag lørdag.

Det gik overall godt med et enkelt sammenbrud midt i det hele. Over om jeg skulle have skænken til at stå eller om den skulle kyles ud. Jeg brød helt sammen - det var den beslutning, der væltede det hele. Heldigvis kom søster i samme sekund og fik mig beroliget lidt, så jeg kunne træffe en beslutning. Skænken blev. Og det var den rette beslutning.

Mit hus er nu pakket så nogenlunde ud. Jeg kommer til at bruge min næste weekend på at få køkkenskabene arrangeret - mor og søster pakkede det ud, og selvom de har gjort det godt, så trænger jeg bare til at få det arrangeret. Overetagen er i orden - der mangler at blive hængt billeder op, men det fungerer det hele. Kælderen ligner lort, men det må jeg klare i løbet af weekenden også.

Ekstra bonus har været, at datter også flyttede med ind i weekenden. Hun skal være her hele ugen og hvor er det bare rart at have hende igen!

Love-life? Hm ja. Der er en enkelt tilbage på Messenger. Han har brændt mig af tre gange - nu er vi i gang med at lave en fjerde aftale. Jeg kan mærke, at jeg er medium interesseret.. men har det også sådan, at bliver den en afbrænder mere, så blokerer jeg ham og så var det det. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er klar til et forhold, men på den anden side... hvad nu hvis han er The One..? (Og ja.... ham der fra byen, hvor jeg lige er flyttet fra er jeg begyndt at tænke lidt på som The One That Got Away... satans, at det ikke blev til mere. Det gad jeg godt.. men jeg ved også, at mit hovede ikke er klar).

Men.. hvordan kan han komme til at kende mig, når jeg knap nok kender mig selv efter den her omgang? Hm. Opdatering følger.

Lige nu og her på en mandag aften glæder jeg mig helt vildt over at sidde i min sofa i min stue med mit fjernsyn og stearinlys. Der altsammen er MIT og som jeg ikke skal forhandle med nogen om. Yay!

Nåja. I dag var også dagen, hvor jeg (gen)indmeldte mig i Fitnessworld. Så skal der steppes igen - om ikke andet så i de uger, hvor jeg ikke har barn. Yay 2!