Havheks.dk

Havheks.dk

Karamellen med den forkerte smag!

havhekselivPosted by Havheks Sat, October 20, 2018 19:07:06
Lige kommet hjem fra fem dage i Holland med familien. En helt ordinær badelandstur med intet andet på programmet end at bruge tid i badeland.

Jeg kom hjem til mit tomme hus - nu med en Boxit-container parkeret i forhaven, som den kommende ejer har fået lov at stille op. Men der stod den så. Som en reminder om mit usikre setup og på, at jeg står mit i en forandringstid. I overmorgen er der overtagelse på mit nye hus. På den ene side glæder jeg mig helt vildt til at overtage det. På den anden side, så er jeg rystende bange for, hvad fremtiden bringer. På den ene side har jeg en plan for, hvordan jeg skal flytte ind, på den anden side kan jeg slet ikke overskue det. Om noget er jeg blevet bevidst om, hvor meget jeg mangler min far. Tænker så mange gange, at jeg bare godt gad at have ham til at kunne hjælpe med alle de der praktiske ting, der drøner rundt i knolden af mig (øv... nu er det svært at se bogstaverne, fordi jeg sidder her og vander høns).

Min frygt driver mig i nogle henseender og det er jeg ikke ret stolt over at skulle indrømme. Men det er et faktum. Jeg har indset det i nat, da jeg vågnede klokken 3 og var helt og aldeles vågen. Jeg var, indtil jeg kiggede på klokken, helt overbevist om, at det var morgen og dagen var klar til at gå i gang. Med den eneste plan at jeg skulle have bilen i vaskehal. Og med et svagt håb om måske at skulle bruge tiden med ham der fra den slettede datingapp, men som nåede at komme over på Messenger inden datingapp-sletningen (som jeg ikke fortryder). Har mødtes med ham en gang, og selvom der er store forskelle i livsstil, så er jeg fortsat nysgerrig på ham. Han er så gået fra at være "blown away" til at det "knager i knolden og jeg er kommet i tvivl". Kan jeg med hånden på hjertet sige, at han er all that? Nix. Det kan jeg ikke. Men hvorfor lukker jeg ham så ikke bare ned i stedet for at lade ham tage beslutningen ("her er hvad jeg har overvejet, nu ved du, hvor du har mig, så kan du sige til")? Sikkert af samme grund, som jeg ikke gjorde det med Version 2 eller med Byggemarkedschefen (ja, han er et helt andet kapitel)... der er noget galt i knolden på mig. Det handler jo nok om helt grundlæggende mangel på selvværd. Det skal jeg altså have arbejdet seriøst med. Hvis blot jeg vidste, hvordan.

Måske er jeg bare så bange for at ende alene resten af mit liv med endeløse weekendaftener og dage, som jeg ikke ved, hvad jeg skal få til at gå med, at jeg er villig til at prøve (næsten) alt? Måske er jeg i fuld gang med at flygte godt og grundigt fra mig selv? Ved jo rationelt godt, at jeg skal have bygget et liv op selv - det kan ingen andre gøre for mig. Men hvordan hulan gør man det?

Det mest synlige bevis på, at jeg er i en eller anden eksistentiel krise er nok, at jeg har tabt mig voldsomt. Er gået fra kampvægt på 77 kg ned til 69. På to måneder. Har sådan set ikke rigtig noget tøj tilbage, som ikke hænger på mig. Og når selv skolechefen, som ellers er en yderst reserveret herre, spørger bekymret ind til, om jeg ikke har tabt mig meget og "det er rigtig fint og ser godt ud - hvis det er med vilje", så er det meget synligt. Og ja; man er jo nok lidt syg roen, når man, som mig, soler sig i vægttabet og gerne vil bevare det - som om det gør mig mere eller mindre værd. Det er jo bare karamelpapir. Indeni er jeg den samme smag, som nu er blevet forkastet direkte tre gange og tænker, at fjerde gang er på vej. Hvor gad jeg bare virkeligt godt være sådan en, som er sikker på, at jeg er noget værd. Men det tror jeg egentlig ikke, at jeg er.

Ikke flere ord for nu. Vil sgu bare sætte mig i sofaen og vente på den forventede afvisning og tude lidt. Ikke over afvisningen, men over at føle mig så lidt værd, som jeg gør - og ikke vide, hvad jeg skal stille op med det.