Havheks.dk

Havheks.dk

Skriftestol

havhekselivPosted by Havheks Fri, February 22, 2019 21:24:41
Fader, jeg har syndet. I en grad, så jeg skulle skamme mig og som minimum tage en uge eller to i kloster i tavshed for at tænke over mine skidte handlemåder. Det kommer imidlertid ikke til at ske, så hermed en tur i online skriftestolen.

Siden 26. august har mit liv været et stort kaos. På to måneder fik jeg det på en eller anden måde til at hænge sådan sammen, at jeg fik rejst tilstrækkeligt med kapital og logistik omkring mig til at få købt et hus, flyttet ind i det, jeg delte med eksmanden, få flyttet mine ting fra ekskæresten og flyttet ind i det, som jeg nu har købt og ejer.

I mens jeg var i gang med det og forsøgte at få det til at hænge sammen, så satte jeg plaster på mit sårede ego ved at oprette profiler på stort set alle datingsites, hvor man kan have en profil.

Jeg opførte mig som om jeg var ærlig og havde ene reelle hensigter (det troede jeg i starten også, at jeg havde). Ledte efter et seriøst forhold og den sidste kæreste i mit liv. Væltede mig i opmærksomhed. Svælgede i alle dem, der gerne ville i kontakt med mig. Gav jer alle sammen billedet af hende den groundede med styr på tilværelsen.

Men i bund og grund tjente I blot som et plaster på det sår, som jeg ikke havde råd til at forholde mig til der midt i logistikken.

I starten var jeg oprigtig nysgerrig og havde kriller i maven. Men efter skuffelse på skuffelse og afvisning efter afvisning, så blev jeg selv mere og mere lukket af overfor jer. Gav det samme - imødekommenhed, indtryk af, at jeg lukkede jer ind. Men det gjorde jeg egentlig ikke og jeg vidste det godt hele vejen. At jeg slet ikke er i stand til at lukke nogen ind i det, som i virkeligheden er mig.

En enkelt af jer opdagede det og, tror jeg, var voldsomt frustreret over det. Du kaldte det muren, som du ikke fik lov til at kigge ind bagved. Og jeg tror, når nu jeg skal være helt ærlig, at det var det, som fik dig til at trække håndbremsen. Du vidste godt - og ved det stadig - at jeg er så lukket og sårbar, at du ikke kan komme helt ind og vil ende med at såre mig. Så du trak dig og sagde til mig, at der ikke havde været sommerfugle i maven nogensinde. At det måske var dig, der ikke var helt klar. Måske er det rigtigt. Jeg tror i denne omgang, hvor du har trukket dig igen, at du har fundet noget andet, som virker bedre for dig - og den eneste grund til, at jeg ikke har blokeret dig er, at jeg et eller andet sted håber, at du er reel nok til at lukke mig ordentligt ned, fordi du har lovet mig 200 % ærlighed (selvom jeg godt så Tinderbeskederne tikke ind på din telefon, mens jeg var der - inden du trak håndbremsen i).
Til dig Skægdyr; du er godt beskyttet bag din egen mur. Jeg kan ikke på nogen måde skade eller såre dig, det kom jeg aldrig tæt nok på til at kunne. Jeg vil bare så gerne have, at du er så ærlig, som du sagde, du var og at du finder hende der, der får det til at flakse i maven på dig og som du slipper ind bag din mur. Det fortjener du sådan helt oprigtigt.

Løve. Du, som jeg brugte en del tid på også, som lukkede mig helt indenfor til at starte med - du var ikke reel overfor mig. Jeg ved, at du sad og havde gang i "kaffekoppen, der kom ind fra højre". Jeg så dig med hende og der skulle jeg have lukket dig ned. Jeg skrev endda en post her, som jeg efterfølgende slettede, hvor jeg lovede, at når jeg fik fanget dig ind og fik dig til at give dig hen til mig, så ville jeg smadre dig. Så kold var jeg. Men da det så skete, så kunne jeg sgu ikke. Trods alt beroliger det mig, at jeg ikke er komplet hjerteløs. Du gav mig så mange slag med poten og skrev så mange grimme ting til mig og jeg skulle have trukket mig alle de gange, hvor du gjorde det. Men jeg tog dig tilbage og lagde mig endda på knæ og (fore)gav mine følelser og min hengivenhed. Men: De var der ikke, de følelser. Der var kun en twisted kvinde, som ikke er i stand til at føle noget rigtigt.
Du er ødelagt, jeg ved ikke, om du kan repareres. Jeg håber det for dig. Det, du viste mig der i starten, det vil mange falde for og det er godt ved dig. Det kolde, forsigtige, mistænksomme og usikre kattedyr, du viste mig hele vejen bagefter er topmålet af uattraktivt og ærligt brugte jeg det sidste gang som min exitstrategi. Jeg kunne bare ikke mere.
Jeg ved, at jeg har skadet dig yderligere, løvehjerte, og det ER jeg skidt tilpas med, helt oprigtigt.

I to... hold kæft, hvor ville jeg gerne have kunnet føle noget for jer. Helt ærligt. Ville SÅ gerne have kunnet få flaksen i maven over jer og jeg prøvede at tvinge det frem med jer begge - på papiret kunne det være så godt med jer begge på hver sin måde. Men .. sommerfuglene er døde og jeg ved ikke, om de kommer igen.

Også til jer, som jeg ghostede: undskyld. Ingen af jer har fået sommerfuglene til at flakse i maven på mig. Ingen af jer har for alvor gjort mig blød i knæene. Jeg har nydt at fange jer ind og det har været det, som har været spændende for mig. Jeg har ikke haft nogle rigtige følelser udover velvilje, for jeg er ikke i stand til at mønstre dem, så meget fucked up er jeg blevet.

I har tjent som et plaster på det sår, som Version 2 gav mig og I har givet mig bekræftelse på, at jeg udadtil har det. Men det er der ingen af jer, der har fortjent; slet ikke de af jer, som faktisk havde reelle hensigter. Uanset, hvor mange jeg fanger ind på den måde, så heler det ikke såret. Uanset hvor meget jeg har lyst til at det kan virke på den måde, så er det ikke sådan, det fungerer. Det eneste, der sker, er, at jeg bliver mere og mere kold og afstumpet. Og det har jeg egentlig ikke lyst til at blive.

Jeg ved nu, at jeg dels slet ikke er klar og dels ikke finder nogen reel kandidat på en datingside. Jeg ved, at dem, der er der, mestendels er damaged goods som jeg selv. Og så ved jeg, at jeg ikke skal have nogen mand i mit liv, som ikke er villig til at kæmpe for MIG - ikke hylsteret og ikke hende der glimmerkonsulenten (hun findes ikke). Men mig. Som jeg er inderst inde. Og hende kan man ikke komme til at se, før jeg selv er helet og begynder at hvile i mig selv.

Hvis jeg kigger udefra ind på mig selv, kan jeg godt se, at jeg har SÅ mange ting at være glad og tilpas med. Jeg skal nu bruge al min tid på at hale mig selv ind og HVILE i, at jeg er god nok. Lykken er at finde lige her - og de sidste par dage har jeg mærket den i bittebittesmå glimt.