Havheks.dk

Havheks.dk

Krøllet papir

havhekselivPosted by Havheks Sun, October 07, 2018 21:10:17
Nåmen lad os starte ved starten. Vi starter dengang jeg smed alle brikkerne op i luften for kærligheden og flyttede ind til ham, jeg troede var manden i mit liv ver. 2.

Der sad jeg i nyt hus og med ny del af familie, som skulle masseres sammen til en hverdag. For helvede, hvor var det svært at træde ind i en eksisterende ramme og finde en plads der. Det klarede jeg ærligt talt ikke ret godt. Jeg glemte at holde fast i mig selv og de ultimatummer, som jeg egentlig havde stillet, før jeg flyttede ind. I stedet blev det til et langt kompromis, hvor jeg gav mig igen og igen. Først med kamp. Jeg har aldrig før råbt og skreget så højt og det kommer aldrig til at ske igen. Senere i forløbet gav jeg bare op og lod være med at protestere, fordi jeg ikke gad konflikten og fordi jeg var bange for at ødelægge forholdet. Jeg elskede ham jo (?). Jeg blev kaldt urimelig, Maude og en zombie. På en eller anden måde fandt jeg mig i det og bøjede mig og tiggede og bad om godt vejr og forhold. Spurgte tit om han nu også stadig troede på det, selvom det var så svært. Og han sagde ja.

Tog med på ferieophold i forlænget weekend med hele hans familie. Der bemærkede jeg det der med, at telefonen blev smækket sammen hurtigt, hvis jeg kom ind i et rum. Og at iPadden blev gemt væk, hvor den før havde ligget frit fremme.

Nej, selvfølgelig må man ikke tjekke. Er ikke stolt af det. Jeg tager gerne min straf for det. Til gengæld har beskederne, nøgenbillederne og hvad han gerne ville gøre fysisk ved de andre, fordi jeg var sådan en kedelig type, brændt sig permanent ind i mig.

Fuck, det gjorde ondt og krøllede mig sammen. Helt og aldeles.

Og alligevel brugte jeg ca. en måned på at tænke over, om jeg kunne tilgive det. Græd i bilen til og fra arbejde hver dag. Græd om natten. Sov ad helvede til. Talte med søster og svigerinde om det (de var mit Mads & Monopolet). Anstrengte mig helt vildt for at være den gode kæreste, som blev valgt til på bekostning af de andre damer. Var mistænksom ud over alle grænser. Skiftede mellem at være ked af det og rasende. Brugte tid på at finde ud af, hvad jeg skulle stille op.

To dage efter jeg opdagede det, sad jeg i banken. Var der oprindeligt for at få beregnet på, om det var muligt for mig at (med)finansiere det sommerhus, vi havde talt om. "Jeg tror, at jeg har brug for en beregning af, om jeg kan købe et hus til mig selv", sagde jeg i stedet til bankdamen. Og så regnede vi sammen. Gik hjem derfra med en plan, som gav mig lidt ro - der var en mulig exitstrategi. Begyndte at kigge på huse og vidste nok ubevidst, at det var slut. Fandt og så huset, som jeg endte med at købe, mens jeg spillede dobbeltspil og ikke lod ham vide, at jeg kiggede på huse.

Men det endte først for alvor tre måneder senere. Da jeg indså, at jeg for evigt ville være sidsteprioriteten i forholdet og skulle leve med ensomheden i flokken. At han aldrig ville bøje sig ind til mig og at al bøjeriet var mit at gøre.

Så jeg savede ham verbalt over og flyttede. Skrev: "Fuck, jeg tror, at jeg bliver smidt ud. Kan jeg sove på kontoret?" til min eksmand. Han, som er verdens mest ordentlige menneske, sagde ja. Og han har været helt uforligneligt fantastisk i al det her. Har lyttet, ladet mig græde og har støttet mig på alle mulige måder - helt uden at skulle det. Familie, arbejdskolleger og chefer har også været fantastiske. Jeg valgte at være åben om det hele og hjælpen, omsorgen (og beskyttelsen), som de stillede med hver og en, har været helt vild. Det gav mig et kæmpe rygstød at de alle sammen stod der i en cirkel omkring mig.

Men det er altså derfor jeg nu sidder i et halvtomt hus og blogger. Eksmand har fået nyt sted at bo og jeg bor så de næste 3 uger i vores fælles, solgte hus. Indtil jeg flytter ind i det nye.

Sammenkrøllet papir er jeg ikke mere. Kan smile og grine og endda kigge fremad. Har intet ønske om et venskab med Version 2, selvom han har skrevet om gerne at ville være på talefod. Jeg tænker udelukkende... "Nå, ingen svar på Datingapp til dig.. så prøver du mig som tidsfordriv".

Mon et krøllet papir kan rettes helt ud igen? Jeg ved det ikke helt sikkert, men jeg tror det.