Havheks.dk

Havheks.dk

Jamen, jeg står da også lige og mangler en datingprofil!

havhekselivPosted by Havheks Tue, October 09, 2018 19:28:19
Min erfaring med datingapps begrænser sig (indtil for ganske nyligt) til at have hørt om dem fra andre. Kender endda nogle, som har mødt hinanden og fået et fælles liv til at fungere.

Førstehåndskendskabet til den datingapp kom den dag, hvor jeg fandt ud af, at Version 2 havde (gen)oprettet sig på sådan en, søgt og fundet tilfældige bekendtskaber at udveksle detaljerede beskrivelser med. De unge kalder det vist sexting - og det skete, mens jeg lå i soveværelset.

Så hvad er måske mere nærliggende end selv at oprette en profil på den app. Bare lige for at lure, hvad det går ud på? Og blive oprigtigt chokeret på den gode, bekræftende måde, da der på kort tid var 268 likes til min profil - vel at mærke den helt 100% ægte udgave af havheksen med opdaterede og vellignende billeder, jojo.

Overvældet af opmærksomheden og det sært tillokkende i at sidde og swipe løs mellem alle mulige tilbud, svarede jeg endda på nogle af henvendelserne fra de fyre, som gerne ville chatte med hende havheksen, der "så sød og fræk ud" - en enkelt ville endda vide, om jeg kunne lide at kramme nøgen... "kunne det ikke være frækt, at en af os stod der nøgen og åbnede døren for den anden - klar til et kram..?".. øh... en andenville gerne tage turen tværs gennem landet for en kop kaffe (nu viser det sig på datingapps, at der er kaffe og "kaffe". Jeg var ikke skarp nok på daværende tidspunkt til at få opklaret, hvilken slags, der var tale om).. øh..

Samstemmende ville de også gerne vide, hvad jeg søgte efter?
Jamen prøv at høre her; hvad skulle jeg dog skrive til det? "Jeg sidder her, fordi min lorteeks bedrog mig med den her app og sådan en som mig er nødt til at efterforske den yderligere, og så væltede det pludselig ind med opmærksomhed og det kan jeg egentlig godt lide", virkede ikke umiddelbart som et godt svar.

Mit popularitetsbarometer var helt ovre på max grøn, og hvem kan ikke lide at befinde sig i det felt? Jeg solede mig i opmærksomheden og indrømmer blankt at alt det der med bedragende eks og fastforrentet eller flexlån på de nye hus og bo på teenageværelse fortonede sig. Og det var sgu et dejligt fristed - hvor jeg var populærheksen (og HAH! Version 2; se hvor mange andre, meget bedre fyre end dig, jeg kan rende ind i (barnligheks, jo indrømmet)). Samtidig hjalp det mig på sin helt egen bizarre måde til at slippe Version 2 helt.

Nå, men det viser sig, at man på sådan en datingapp kommer på en hurtig, stejl læringsbane. Efter præsentationsrunden (Ih, du ser sød og fræk ud, hvad søger du?) sker der typisk en af to ting, er min erfaring: enten hører man ikke mere fra manden (swipe, block) eller også sender han "udstyrsbilleder" og beder om ens telefonnummer (gys, swipe, block). Ikke umiddelbart hvad man som rationelt tænkende menneske skulle være tiltrukket af - og allerede der burde jeg have aktiveret de sidste 100 point af IQ-reserven og have slettet profil og app. Men det gjorde jeg ikke.

For der var fire, der skilte sig ud og gjorde mig tilstrækkeligt nysgerrig til at blive hængende: journalisten, piloten, chefen og konsulenten. På hver sin måde talte de lige ind i mig.

De fortjener hver for sig mere end et par linjer og har på hver deres måde været med til at give mig et kæmpeskub videre i min søgen efter, hvad hulan jeg leder efter, om jeg overhovedet leder.. og vigtigst af alt: hvem fanden jeg egentlig er nu?

Lige her og nu ved jeg, at jeg ikke er en datingapp-dronning. Det duer jeg slet ikke til. Profil og app er slettet, jeg prøver at skjule mig lidt mellem hylderne i den lokale Rema1000 og besøger ganske enkelt ikke en bestemt virksomhed ... for en stund i hvert fald smiley.



Krøllet papir

havhekselivPosted by Havheks Sun, October 07, 2018 21:10:17
Nåmen lad os starte ved starten. Vi starter dengang jeg smed alle brikkerne op i luften for kærligheden og flyttede ind til ham, jeg troede var manden i mit liv ver. 2.

Der sad jeg i nyt hus og med ny del af familie, som skulle masseres sammen til en hverdag. For helvede, hvor var det svært at træde ind i en eksisterende ramme og finde en plads der. Det klarede jeg ærligt talt ikke ret godt. Jeg glemte at holde fast i mig selv og de ultimatummer, som jeg egentlig havde stillet, før jeg flyttede ind. I stedet blev det til et langt kompromis, hvor jeg gav mig igen og igen. Først med kamp. Jeg har aldrig før råbt og skreget så højt og det kommer aldrig til at ske igen. Senere i forløbet gav jeg bare op og lod være med at protestere, fordi jeg ikke gad konflikten og fordi jeg var bange for at ødelægge forholdet. Jeg elskede ham jo (?). Jeg blev kaldt urimelig, Maude og en zombie. På en eller anden måde fandt jeg mig i det og bøjede mig og tiggede og bad om godt vejr og forhold. Spurgte tit om han nu også stadig troede på det, selvom det var så svært. Og han sagde ja.

Tog med på ferieophold i forlænget weekend med hele hans familie. Der bemærkede jeg det der med, at telefonen blev smækket sammen hurtigt, hvis jeg kom ind i et rum. Og at iPadden blev gemt væk, hvor den før havde ligget frit fremme.

Nej, selvfølgelig må man ikke tjekke. Er ikke stolt af det. Jeg tager gerne min straf for det. Til gengæld har beskederne, nøgenbillederne og hvad han gerne ville gøre fysisk ved de andre, fordi jeg var sådan en kedelig type, brændt sig permanent ind i mig.

Fuck, det gjorde ondt og krøllede mig sammen. Helt og aldeles.

Og alligevel brugte jeg ca. en måned på at tænke over, om jeg kunne tilgive det. Græd i bilen til og fra arbejde hver dag. Græd om natten. Sov ad helvede til. Talte med søster og svigerinde om det (de var mit Mads & Monopolet). Anstrengte mig helt vildt for at være den gode kæreste, som blev valgt til på bekostning af de andre damer. Var mistænksom ud over alle grænser. Skiftede mellem at være ked af det og rasende. Brugte tid på at finde ud af, hvad jeg skulle stille op.

To dage efter jeg opdagede det, sad jeg i banken. Var der oprindeligt for at få beregnet på, om det var muligt for mig at (med)finansiere det sommerhus, vi havde talt om. "Jeg tror, at jeg har brug for en beregning af, om jeg kan købe et hus til mig selv", sagde jeg i stedet til bankdamen. Og så regnede vi sammen. Gik hjem derfra med en plan, som gav mig lidt ro - der var en mulig exitstrategi. Begyndte at kigge på huse og vidste nok ubevidst, at det var slut. Fandt og så huset, som jeg endte med at købe, mens jeg spillede dobbeltspil og ikke lod ham vide, at jeg kiggede på huse.

Men det endte først for alvor tre måneder senere. Da jeg indså, at jeg for evigt ville være sidsteprioriteten i forholdet og skulle leve med ensomheden i flokken. At han aldrig ville bøje sig ind til mig og at al bøjeriet var mit at gøre.

Så jeg savede ham verbalt over og flyttede. Skrev: "Fuck, jeg tror, at jeg bliver smidt ud. Kan jeg sove på kontoret?" til min eksmand. Han, som er verdens mest ordentlige menneske, sagde ja. Og han har været helt uforligneligt fantastisk i al det her. Har lyttet, ladet mig græde og har støttet mig på alle mulige måder - helt uden at skulle det. Familie, arbejdskolleger og chefer har også været fantastiske. Jeg valgte at være åben om det hele og hjælpen, omsorgen (og beskyttelsen), som de stillede med hver og en, har været helt vild. Det gav mig et kæmpe rygstød at de alle sammen stod der i en cirkel omkring mig.

Men det er altså derfor jeg nu sidder i et halvtomt hus og blogger. Eksmand har fået nyt sted at bo og jeg bor så de næste 3 uger i vores fælles, solgte hus. Indtil jeg flytter ind i det nye.

Sammenkrøllet papir er jeg ikke mere. Kan smile og grine og endda kigge fremad. Har intet ønske om et venskab med Version 2, selvom han har skrevet om gerne at ville være på talefod. Jeg tænker udelukkende... "Nå, ingen svar på Datingapp til dig.. så prøver du mig som tidsfordriv".

Mon et krøllet papir kan rettes helt ud igen? Jeg ved det ikke helt sikkert, men jeg tror det.



En blog?

havhekselivPosted by Havheks Wed, October 03, 2018 16:59:28
Den har været her før. Havheksens blog. Og nu er den sørme tilbage. Knap så anonym, som man måske kunne ønske sig. Men måske er det på tide at sørge for sammenhæng mellem det digitale og det virkelige - det jeg siger her, siger jeg også gerne i virkeligheden.
Hvad har jeg på hjertet? Alt muligt. Mine seneste oplevelser med sammenbragt familie, brud, samlen op og finde ud af nyt liv trænger sig på. Lover at lade være med at tude (for meget).

Velkommen til. smiley

« Previous