Havheks.dk

Havheks.dk

"Sikke en sød konsulent"

havhekselivPosted by Havheks Thu, November 15, 2018 07:46:54
Det har været en hektisk uge allerede og den er ikke engang færdig. Jeg arbejder 8-21 mandag til torsdag, fordi der afholdes aftenkurser, hvor jeg er underviser (hele konceptet er fantastisk og holdene giver rigtig meget energi, så selvom det er lange dage, så er de gode).

Tirsdag var det hele ved at vælte af forskellige årsager. Ikke for mig, men for min kontormakker, som blev rigtig ked af det og derfor lige havde brug for lidt luft.

Hun skulle afholde kursus med ekstern underviser, som så kom virkeligt tidligt. Jeg stødte på ham ved kaffeautomaten, hvor han forsigtigt spurgte, om han måtte få en kop kaffe. Og så tænkte jeg, at jeg lige kunne aflaste min kontormakker lidt ved at vise underviseren lokalet og hjælpe ham med at få sat op. Og det var sådan set rigtig hyggeligt at sidde og sludre med ham en halv times tid indtil min kontormakker kom og tog over.

Da hun så senere lige skulle ind og hente noget på kontoret var hendes melding: "Uha, han synes godtnok det er en rigtig, rigtig sød it-konsulent vi har heroppe".

Uha som jeg fik et bredt smil af den melding.

Sidste uge i Meny sammen med barnet, kom en helt tilfældig mand hen til mig og meddelte mig, "det er nogle helt vildt flotte sko til dig - og du ser sgu godt ud".

Derudover har ugen budt på roser fra mine kursister. De synes jeg er så god til at forklare tingene, så man kan forstå dem og få det helt ned på jorden.

Og en af de skoleledere i kommunen, som jeg (i al hemmelighed naturligvis) respekterer allermest har sendt en rigtig fin mail til mig, som fik mig til at smile bredt også. Han beroligede mig lige på det rette tidspunkt - helt uden jeg skulle bede om det.

Og så er der projektassistenten, som jeg har spurgt om at lave samkørsel med til et møde. Hvilket så udløste en lille kaskade af fjollemails, der endte med at jeg modstræbende måtte indrømme, at jeg nok ville vælge Johannes Langkilde fremfor projektassistenten. Naturligvis udelukkende pga. adgangen til Newshelikopteren (tøhø).

Har fået skolechefen til at grine et par gange. Han har rendt rundt i stresspanik og lignet en smadret havelåge. Konstaterede for mig selv, at små jokes og kagerester var vejen frem for at understøtte chefen - og det er jo min fornemste opgave som konsulent.

Alt i alt er der rigtig mange ting, som går min vej. Og som jeg skal være glad og taknemmelig for. Det er jeg også.

Men alligevel bruger jeg tid på at tænke over ham der på Messenger, som bliver ved med at holde mig hen. Burde jo bare afbryde kontakten og konstatere, at he's just not that into me.

Så memo til mig selv: Du er rigtig god. Du er meget mere værd end det. Du ER god nok. Så værdsæt lige dig selv meget mere end du gør. Sgu.

Jeg har en plan!

havhekselivPosted by Havheks Thu, November 08, 2018 18:48:30
Så stod jeg der i søndags. Med stumperne af min vandhane i hånden og kiggede på ekspedienten - og fik fuldstændigt overbevisende sagt: "22,1 mm luftblandere med indvendigt gevind... hvor er det nu, I gemmer dem?" Ja, selvfølgelig havde jeg googlet som en vanvittig for at finde ud af, hvad filan det var, der faldt ud af min vandhane den søndag morgen. Og ja, selvfølgelig spurgte jeg min eksmand om ikke godtnok det var en luftblander, jeg skulle have. Men jeg fiksede det selv! Sgu!

Og har selv været i gang med Polyfilla, boremaskine, skruemaskine, ravplugs, skruer og fået fæstnet to bogreoler til væggen, hængt billeder op, monteret fire skoskabe og en garderobegiraf - og jeg er så pavestolt af mig selv.

I kommunalt regi er "Empowerment" et stort buzz-ord. Jeg følger mig empowered som aldrig før, fordi jeg selv magter alt det her. Er så stolt over mig selv, sgu ja!

Det eneste, der er tilbage at tage mig sådan virkeligt af, er de ca 10 flyttekasser med skrald og prinsessereolen, som skal til storskrald. Ellers er huset up and running.

Og det tog mig kun fredag, lørdag og søndag at få det til at virke. Afbrudt af ture til Ikea, Jemogfix og en enkelt gåtur i Rebild Bakker. Med ham der, der ellers har aflyst tre gange før. Som jeg har en aftale om at ses igen med. Og som jeg tænker meget over, hvad er. Eller ikke er. Men en chance mere... hvorfor ikke. Vi snakkede fint sammen, så ingen skade sket.

Nu vil jeg tilbage til min sofa, høj musik og læsning af den administrative evalueringsrapport, som det skal handle om på arbejde i morgen tidlig.. urgh..

Weekenden står på barn, 35 års fødselsdag og så enten en tur rundt om søen (alene, ja) eller en tur til grænsen efter kaffe og sodis (alene også ja). Det kommer vejret og evt. tømmermænd til at bestemme.

Vi ses!



Hvor skal skænken stå?

havhekselivPosted by Havheks Mon, October 29, 2018 20:32:44

Weekenden er gået. Mandag er gået. Der kan sættes store, fede flueben ved begge. Weekenden var hård. Det gik op for mig fredag aften, at der er gået præcist to måneder fra jeg forlod Version 2's hus til jeg nu var klar til at flytte ind i mit eget hus. Det var en vild erkendelse. På to måneder har jeg nået at sælge et hus, få flyttet mine ting ind i et midlertidigt teenageværelse, få købt et andet hus (inkl. rejst penge til udbetaling, fået tjekket tilstanden af huset, optaget lån osv. osv.) og samtidig passet mit arbejde uden at tabe voldsomt mange bolde.

Men hovedet. Det har godtnok haft travlt. Og hånden på hjertet, så har det ikke været med hele vejen og jeg har lavet nogle desperate ting undervejs.

Så der sad jeg en fredag aften og faldt helt fra hinanden. Det her var jo ikke lige det, jeg satte næsen op efter, da jeg drog afsted fra min midlertidige bolig og flyttede ind hos Version 2. Jeg regnede med at skulle bo der og leve lykkeligt til mine dages ende. Sådan gik det ikke - og ærligt talt, så er det vel også ok at græde en mindre syndflod over det. Det var i hvert fald det, der skete den fredag. Så meget, at jeg ikke kunne stoppe eller berolige mig selv. Besluttede mig for at tage ud i det nye hus med elektronikting og fryserindhold - bare for at lave noget. Og i mens vi nu er ærlige, så græd jeg også i bilen på vej til huset. Aktiviteten med at sætte elektronik op virkede beroligende, så jeg kom til hægterne og var klar til store flyttedag lørdag.

Det gik overall godt med et enkelt sammenbrud midt i det hele. Over om jeg skulle have skænken til at stå eller om den skulle kyles ud. Jeg brød helt sammen - det var den beslutning, der væltede det hele. Heldigvis kom søster i samme sekund og fik mig beroliget lidt, så jeg kunne træffe en beslutning. Skænken blev. Og det var den rette beslutning.

Mit hus er nu pakket så nogenlunde ud. Jeg kommer til at bruge min næste weekend på at få køkkenskabene arrangeret - mor og søster pakkede det ud, og selvom de har gjort det godt, så trænger jeg bare til at få det arrangeret. Overetagen er i orden - der mangler at blive hængt billeder op, men det fungerer det hele. Kælderen ligner lort, men det må jeg klare i løbet af weekenden også.

Ekstra bonus har været, at datter også flyttede med ind i weekenden. Hun skal være her hele ugen og hvor er det bare rart at have hende igen!

Love-life? Hm ja. Der er en enkelt tilbage på Messenger. Han har brændt mig af tre gange - nu er vi i gang med at lave en fjerde aftale. Jeg kan mærke, at jeg er medium interesseret.. men har det også sådan, at bliver den en afbrænder mere, så blokerer jeg ham og så var det det. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er klar til et forhold, men på den anden side... hvad nu hvis han er The One..? (Og ja.... ham der fra byen, hvor jeg lige er flyttet fra er jeg begyndt at tænke lidt på som The One That Got Away... satans, at det ikke blev til mere. Det gad jeg godt.. men jeg ved også, at mit hovede ikke er klar).

Men.. hvordan kan han komme til at kende mig, når jeg knap nok kender mig selv efter den her omgang? Hm. Opdatering følger.

Lige nu og her på en mandag aften glæder jeg mig helt vildt over at sidde i min sofa i min stue med mit fjernsyn og stearinlys. Der altsammen er MIT og som jeg ikke skal forhandle med nogen om. Yay!

Nåja. I dag var også dagen, hvor jeg (gen)indmeldte mig i Fitnessworld. Så skal der steppes igen - om ikke andet så i de uger, hvor jeg ikke har barn. Yay 2!


Kravspecifikation

havhekselivPosted by Havheks Tue, October 23, 2018 21:56:33

Hvis jeg nu havde været på jagt efter et it-system, som jeg skulle bruge hver dag og gerne vil være afhængig af, så ville jeg køre efter en model som ovenstående. Hele fem enkle punkter:

1. Beskrive forretningsmæssige behov
2. Fastlægge vurderingskriterier
3. Foretage prækvalifikation
4. Indhente tilbud
5. Leverandørworkshops

Måske kan man bruge samme model til at finde en Version 3? Der er bare et problem... før jeg kan begynde at kigge efter leverandøren til Version 3, så skal jeg beskrive de forretningsmæssige behov. Det er jo svært, når jeg ikke kender forretningen, Havheks, specielt godt.

Så måske er det der, jeg skal starte. Kend brugeren først. Hm.

Så hermed:
0. Beskrive brugeren
Jeg har for ganske nyligt fået lavet personlighedsprofil i forbindelse med arbejde og er på gode dage disciplineret, stabil, velovervejet, fornuftig, metodisk, resolut, målrettet og viljestærk. På dårlige dage beskrives jeg som udiplomatisk, kold, smålig, distanceret, overkritisk, nærtagende, grov, bedrevidende, kontrollerende og arrogant.

Det helt gennemgående træk er, at jeg er super selvkritisk og har tendens til at vende alt indad og bebrejde mig selv for ting, der går galt. Jeg har behov for at stille mange spørgsmål og blive fodret med mange detaljer og det kan virke trættende, at der altid er et spørgsmål mere. Jeg er længe om at træffe en beslutning, fordi jeg har behov for at gå i detaljer og overveje dem, før jeg kommer frem til noget.

Og selvom det ovennævnte beskriver mig i en arbejdssituation, så rammer det også nogenlunde rigtigt i min ikke-arbejdsprofil. Især det med selvkritikken. Jeg tvivler rigtig meget på mig selv og tror jo slet ikke på mig selv. Er helt hysterisk dårlig til at tage i mod komplimenter - ved ikke, hvordan jeg skal tackle dem og tænker, at de ikke passer.

Jeg vil rigtig gerne have, at folk kan lide mig. Det gør, at jeg mange gange bliver kørt over. Jeg har tendens til at sige ja til ting, selvom jeg egentlig ikke har vildt lyst til dem, fordi jeg ikke vil opfattes som kedelig eller som en, man ikke kan lide. Jeg er konfliktsky til en vis grænse, men når jeg over den, bliver jeg umådelig barsk og ligefrem, så jeg nemt kommer til at støde folk fra mig. Når jeg bliver fortvivlet eller ked af det, viser det sig tit som vrede og det bliver tit misfortolket af folk omkring mig. Har i de situationer egentlig mest brug for at blive forstået, trøstet og krammet, men det sker typisk ikke, fordi jeg virker så kold og afvisende. Jeg søger bekræftelse - det handler meget om, at jeg har fået skrammer i sidste forhold - og jeg går (for) langt for at få den. Nogle gange også over mine egne grænser.

Jeg har mange ord. Også i konfliktsituationer, hvor jeg bruger rigtig mange ord. Det kan opfattes som om jeg saver folk over verbalt.

Jeg kan virke reserveret og skal se folk an. Har, i forbindelse med mine datingapp-oplevelser, øvet mig rigtig meget på at lukke mere op og vise, hvem jeg er. Der har jeg ikke fundet balancen endnu...

Jeg er kærlig og opmærksom overfor dem, der kommer rigtig tæt på. Jeg elsker at grine og snakke sammen. Elsker at være fysisk tæt på, at holde i hånd, at kramme. Jeg har skrammer fra det sidste forhold, som har gjort mig tilbageholdende i forhold til at lukke folk rigtigt ind. Jeg giver gerne mange detaljer om mig selv, men kun dem, som jeg ville fortælle til mine kollegaer også.

Lige i øjeblikket er jeg rigtig dårlig til at være alene med mine tanker. Skal øve mig i at være helt mig selv og hvile i mig selv - og det er måske der, jeg skal arbejde allerførst, så jeg kender brugeren, før jeg begynder at beskrive de behov, jeg har.

Så hermed en beslutning mere: Helt ro på og ikke mere mødes med andre, før jeg har mødt mig selv og ved, hvad jeg er og hvad jeg vil. Uanset, hvor meget jeg længes efter bekræftelsen og en at hviske, putte, kramme og kysse med. Og dukker han op... så skal jeg holde fast i mig selv og minde mig selv om, at man skal ville mig for at komme i nærheden af mig. Jeg er det værd!

Ellers venter Sunny Beach og mit trampstamp!.


Det lille, grå hus er mit!

havhekselivPosted by Havheks Mon, October 22, 2018 22:10:37
Virkelig mærkelig dag. Startede med møde - en af skolelederne spørger mig; "hvornår er det nu, du flytter?" - og jeg kan da ikke huske, at have fortalt hende det. Men rygterne går åbenbart i kommunen. Det' helt ok. Kunne så glædestrålende fortælle, at det skete i dag.

Men altså først et møde. Indkaldt i ferien og egentlig et af mine kerneområder, som det handlede om. Med et okay-oplæg, som jeg bare ikke havde set. Før 10 minutter før mødet. Og selvom min konsulentkollega gav udtryk for at være modtagelig for input og ændringer, så er det lidt svært at komme med noget der klokken ti minutter i mødet går i gang.

Min arbejdsdag blev kort i dag. Skulle jo overtage et hus. Men også forbi lægen og få skiftet hormonspiral. Ja... den sidder der, fordi jeg ellers mister så meget blod, at det bliver livstruende - uden drama. Det gik sådan set rimeligt smertefrit, indtil lægen sagde: "hmmmm.." til sygeplejersken. Efterfulgt af: "Hm... det gik ellers lige så fint indtil nu.. nu møder jeg lidt modstand, så jeg henter lige assistance". Det er ellers en super melding at få, mens man ligger der på briksen som en julekalkun. Men lang historie kort; spiralen blev sat i og av for helvede, hvor gør det ondt. Men et par Pamoler senere var jeg så klar til husovertagelsen.

Det er så totalt fint, det hus. Jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at føle mig max hjemme der. Havde mor med og har givet hende en nøgle - hun får brug for den, når hun skal passe barnet. ;)

Efter overtagelsen og lige at sidde der på køkkenbordet og forestille sig det hele var det så hjem. På vejen hjem kom den ventede besked så... "Jeg er pt. stadig i tvivl, så tror, at jeg trækker stikket... sorry", havde han at sige. Prøv at høre her.. jeg var bare max overskudsagtig, synes jeg selv. Så har sagt: "Alright [navn]. Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at du finder hende, der fejer al tvivl væk. Pas på dig selv :)". Hvad siger I så? Jeg mener det faktisk også. Han har ret - det ville være et mismatch og det vidste jeg jo også godt i går og dagen før - måske endda før jeg mødte ham. Men så er det jo, at jeg har den iboende frygt... hvad nu hvis, han var den eneste mulighed tilbage i hele verden? Skulle man så ikke kæmpe lidt for den?

Sådan helt ærligt... tror ikke på det. Jeg tror faktisk sådan helt ærligt på "the big bang". Jeg er en romantiker. Jeg tror på blomster og kram og kærlighed, der overvinder alt. Hader at se romantiske komedier - måske fordi jeg tror, at de har ret.

Så mens jeg lå der på sofaen, slog det mig. Jeg nærmer mig en række minimumskrav (I ved.. kan man som leverandør ikke levere på dem, så er man automatisk diskvalificeret) til udbudsmaterialet på Version 3. Et af dem er, at han skal ville mig. Uden tvivl. Han skal have humor. Og kunne få mig til at grine. Og han skal være sådan en, som trøster mig, når jeg bliver ked af det. Ikke sidde der rationelt og tale, men bare putte sine stærke arme (også minimumskrav) omkring mig og gøre mig fysisk tryg.

Karamellen med den forkerte smag!

havhekselivPosted by Havheks Sat, October 20, 2018 19:07:06
Lige kommet hjem fra fem dage i Holland med familien. En helt ordinær badelandstur med intet andet på programmet end at bruge tid i badeland.

Jeg kom hjem til mit tomme hus - nu med en Boxit-container parkeret i forhaven, som den kommende ejer har fået lov at stille op. Men der stod den så. Som en reminder om mit usikre setup og på, at jeg står mit i en forandringstid. I overmorgen er der overtagelse på mit nye hus. På den ene side glæder jeg mig helt vildt til at overtage det. På den anden side, så er jeg rystende bange for, hvad fremtiden bringer. På den ene side har jeg en plan for, hvordan jeg skal flytte ind, på den anden side kan jeg slet ikke overskue det. Om noget er jeg blevet bevidst om, hvor meget jeg mangler min far. Tænker så mange gange, at jeg bare godt gad at have ham til at kunne hjælpe med alle de der praktiske ting, der drøner rundt i knolden af mig (øv... nu er det svært at se bogstaverne, fordi jeg sidder her og vander høns).

Min frygt driver mig i nogle henseender og det er jeg ikke ret stolt over at skulle indrømme. Men det er et faktum. Jeg har indset det i nat, da jeg vågnede klokken 3 og var helt og aldeles vågen. Jeg var, indtil jeg kiggede på klokken, helt overbevist om, at det var morgen og dagen var klar til at gå i gang. Med den eneste plan at jeg skulle have bilen i vaskehal. Og med et svagt håb om måske at skulle bruge tiden med ham der fra den slettede datingapp, men som nåede at komme over på Messenger inden datingapp-sletningen (som jeg ikke fortryder). Har mødtes med ham en gang, og selvom der er store forskelle i livsstil, så er jeg fortsat nysgerrig på ham. Han er så gået fra at være "blown away" til at det "knager i knolden og jeg er kommet i tvivl". Kan jeg med hånden på hjertet sige, at han er all that? Nix. Det kan jeg ikke. Men hvorfor lukker jeg ham så ikke bare ned i stedet for at lade ham tage beslutningen ("her er hvad jeg har overvejet, nu ved du, hvor du har mig, så kan du sige til")? Sikkert af samme grund, som jeg ikke gjorde det med Version 2 eller med Byggemarkedschefen (ja, han er et helt andet kapitel)... der er noget galt i knolden på mig. Det handler jo nok om helt grundlæggende mangel på selvværd. Det skal jeg altså have arbejdet seriøst med. Hvis blot jeg vidste, hvordan.

Måske er jeg bare så bange for at ende alene resten af mit liv med endeløse weekendaftener og dage, som jeg ikke ved, hvad jeg skal få til at gå med, at jeg er villig til at prøve (næsten) alt? Måske er jeg i fuld gang med at flygte godt og grundigt fra mig selv? Ved jo rationelt godt, at jeg skal have bygget et liv op selv - det kan ingen andre gøre for mig. Men hvordan hulan gør man det?

Det mest synlige bevis på, at jeg er i en eller anden eksistentiel krise er nok, at jeg har tabt mig voldsomt. Er gået fra kampvægt på 77 kg ned til 69. På to måneder. Har sådan set ikke rigtig noget tøj tilbage, som ikke hænger på mig. Og når selv skolechefen, som ellers er en yderst reserveret herre, spørger bekymret ind til, om jeg ikke har tabt mig meget og "det er rigtig fint og ser godt ud - hvis det er med vilje", så er det meget synligt. Og ja; man er jo nok lidt syg roen, når man, som mig, soler sig i vægttabet og gerne vil bevare det - som om det gør mig mere eller mindre værd. Det er jo bare karamelpapir. Indeni er jeg den samme smag, som nu er blevet forkastet direkte tre gange og tænker, at fjerde gang er på vej. Hvor gad jeg bare virkeligt godt være sådan en, som er sikker på, at jeg er noget værd. Men det tror jeg egentlig ikke, at jeg er.

Ikke flere ord for nu. Vil sgu bare sætte mig i sofaen og vente på den forventede afvisning og tude lidt. Ikke over afvisningen, men over at føle mig så lidt værd, som jeg gør - og ikke vide, hvad jeg skal stille op med det.



Endeligt farvel til Version 2

havhekselivPosted by Havheks Fri, October 12, 2018 18:48:49
Sidste weekend fik jeg alle mine ting samlet sammen og bragt "hjem" til mit midlertidige hus.

På forhånd var jeg lidt spændt på, hvad min reaktion på at træde ind i huset igen ville være. Hånden på hjertet: det eneste, jeg følte, da jeg plumpede nøglen i postkassen uden så meget som en seddel, var lettelse. Version 2s søn tog lige en rundtur i kvarteret, da vi var i gang med at pakke, måske for at se, om vi var færdige. Det fik mig til at føle mig forpligtet til at skrive "Vi er færdige" til Version 2, da vi trillede væk fra huset. Han svarede med "håber det er gået godt, smiley, smiley, smiley". Uden at det vakte nogen trang i mig til at besvare det. Min brors råd var det bedste: "Nu er du færdig og har dine ting, så er det slet, bloker". Hermed gjort. Men der er nogle ord, der alligevel trænger sig på, så her kommer de:

Til dig, Version 2, skulle du nogensinde falde over dette:

Du er den klammeste løgner, jeg nogensinde har mødt. Tror aldrig, at jeg har betydet noget "ganske særligt" for dig. Du har gennem hele forholdet løjet, snydt og bedraget mig og aldrig fortalt mig hele sandheden. Du er et dumt svin for ikke at have mandsmod nok til at ende forholdet, da du bestemte dig for at genaktivere din profil på Badoo og chatte og ønske dig sex med andre kvinder. Endnu dummere et svin er du for ikke at fortælle mig hele sandheden om det, da jeg afslørede dig og bad om hele sandheden uanset, hvor grim den var.

Du har skadet mig. Du har destrueret mit selvværd og min tillid til mænd generelt. Du har krøllet mig sammen og forsøgt at bøje mig, så jeg kunne passe ind i dine behov, både psykisk, fysisk og seksuelt (det skammer jeg mig allermest over) uden at sætte dig selv i spil. Du har fået mig til at føle mig forkert og du fik mig til at tvivle på, om mine værdier og tanker om livet var rigtige. Du nedgjorde mig, du kaldte mig øgenavne, du ydmygede mig og du brændte mig af igen og igen. Du har bagtalt mit barn, kaldt hende underlig og fortalt dine egne børn, hvor svært det var at nå hende. Og for det hader jeg dig inderligt.

Det bedste, jeg har gjort i vores forhold, var at ende det. Det ved jeg nu. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke ønsker dig noget som helst, hverken godt eller skidt. Jeg er ligeglad med dig og jeg ønsker ikke dit venskab eller at være på talefod med dig. Lev dit liv, så lever jeg mit og ses vi hos købmanden, så lad mig være i fred. Du har ikke adgang til mig mere, hverken tæt på eller perifert. Og det får du aldrig igen.

Datingapp-oplevelse: Piloten

havhekselivPosted by Havheks Tue, October 09, 2018 21:09:11

Piloten. Jeg vidste ikke til at starte med, at han var pilot - for the record. Han var den første, der henvendte sig med en besked, som var udover: "Hej, du ser sød og fræk ud, hvad søger du?"
Han overøste mig med komplimenter og søde ord, begyndte lynhurtigt at kalde mig for "søde" og ville meget hurtigt mødes med mig. Han meddelte, at han var kræsen og at han vidste, hvad han ledte efter og at jeg virkede til at være hele bingopladen fuld.

Jeg fik beskeder og billeder fra hverdagen - da Teslaen lige skulle en tur til grænsen for at blive fyldt op, da pizzaen til ungerne skulle produceres osv osv. Jeg lod mig totalt besnære af ham, selvom en stalkingtur på Facebook viste mig hans politiske holdninger, som i den grad kolliderer med mine egne.

Han var virkelig sød og en good guy. Men også for meget facade, stramme jeans, Tesla og espressomaskine for mig. Tror i bund og grund, at han leder efter den helt perfekte kvinde uden fejl og mangler. Det er helt sikkert ikke mig. Jeg tænkte til gengæld, at der var for meget facade og for lidt bund (for mig) i ham.

Han endte med at skrive efter vores første møde, at jeg var en sød og dejlig pige, men at han bare ikke kunne føle nogen gnist, så det var det. Vi blokerede hinanden og drog videre ud i verden i fred og ro. Han får mig stadig til at smile, når jeg tænker på ham.

Vurderingen var helt rigtig, vi var sgu forkerte for hinanden på alle måder. Men han gav mig - helt uden at vide det - et voldsomt skub videre væk fra Version 2 og hjalp mig med at skabe den nødvendige distance. Han gav mig et godt skvæt selvtillidsboost. Hvis jeg nogensinde render ind i ham igen, bliver det uden sure miner og uden trang til at gemme mig for ham. Bare alle mænd var så reelle og ligefremme som ham, så ville verden være et bedre sted. Jeg håber sådan helt ærligt, at han finder sin eneste ene - det fortjener han.


Next »